Et berlinerkalejdoskop

Berlin er i min bevidsthed et kalejdoskop af billeder og hændelser. Hver gang jeg ryster røret forandrer billedet sig, bliver noget nyt og anderledes, men det består alligevel af de samme bestanddele. Næsten da. For selvfølgelig kommer der hele tiden små stykker til. Uventede hændelser eller nye oplevelser. Men primært udgøres billedet af de gentagne ting. De daglige rutiner. De små nuancer.
Berlin er fx Fernsehturm på pladsen med det skønne navn ’Alexander Platz’. Det er de små caféer og de mange genbrugsbutikker. Det er det ægte discountsupermarked Pennymarkt, hvor man ikke kan bruge visakort. Det er manden på halvanden meter, der altid er iklædt lang grå frakke og en kæmpe turban, der består af 1000 farvestrålende klude. Det er min blå damecykel med dens blå kurv og låsen, der ligner en brun slange.
Det er bumpene det giver, når man cykler over sporvognskinnerne i krydset ml. Prenzlauer Allé og Torstrae. Det er den blå himmel som jeg vågner til hver morgen. De brostenslagte gader og de rester af halmstrå og gødning der sommetider ligger på fortovet foran hvor jeg bor. Det er problemerne med dativ og akkusativ. Konjunktion I og II, præpositioner og om der hedder der, die eller das. Der er den italienske mafia af sprogelever. Det er Museumsinsels overvældende kompakthed af gamle voluminøse bygninger. Det er de mange små bagere og dognuts-butikker, der ligger på hvert gadehjørne.
Det er hesten Luna, som bor i gården ved siden af og som spadserer op og ned af gaden klokken halv syv om morgenen og lægger halmstrå på fortovet. Det er det overraskende fravær af tykke berlinere. Det er de kølige morgener og dét, at det tager lige indtil jeg når Alexander Platz og ser Fernsehturm tårne sig op foran mig, eller sagt på anden vis; ca. ti minutter, at få varmen. Det er shawarmabiksen med Döner-kebab til 1 euro. Måske er det ogsä et sødt smil i et supermarked. Det er i al fald gemytligt. Det er trafikeret. Det er nyt og det er gammelt. Det er en storbymentalitet og så overhovedet ikke. Det er Berlin og kan kun anbefales!
SÄ KOM OG BESÖG MIG:)

Berlin fra en tagryg

Hvis man betragter Berlin fra et hustag i femte-sjette sals højde, ligner Berlin lidt København i et strakt og ekspanderet version. Byen har samme ensartede skyline som København, også kun afbrudt af kirketårne, kupler og andre gamle bygningsværker, få nye moderne - de fleste på Potsdamers Platz. Og så Fernsehturm selvfølgelig! Denne lidt skøre bygning på Alexander platz, der rager op over det meste af byen, og som for mig, er det mest østberlinske i byen. Alligevel er Fernsehturm blevet mig kær. Jeg synes faktisk, at det et skønt tårn i al sin bastante og grå vælde. Og på sin egen østberlinske måde er det einfach elegant.

Hustagene i Berlin er flade på midten, skorstene stikker op her og der og da mange gamle berlinerlejligheder stadig opvarmes med ovn, lugter det også af brænderøg her og der. Hele blokken hænger sammen, så man i virkeligheden kan gå et hel karré-tag rundt. Erstaunen und atemberaubend - dækker ganske godt den følelse det giver at vandre rundt på en berlinsk tagryg!

Efteråret er også kommet til byen, hvilket gav sig udslag i en blå-blå himmel, det dér kølige strejf i luften som jeg elsker og en solnedgang med sådan en masse Michelangelo-renæssanceskyer. Set fra et tag var den ret fin. Set fra et tag er Berlin ret fin.

Og sä kan I jo tänke lidt over HVEM jeg var pä det tag sammen med....hehe ;)

Hvis nu...

man ser en sød fyr i supermarkedet og han smiler til én, skal man så gå hen og spørge om han vil med på café?

Kunsten at gå på loppemarked.

Berlinske boghandler udgør som bekendt en stor fristelse for mig. Ligeså gør de berlinske loppemarkeder! De er fulde af ting man ikke har brug for, skrammel som man ubetinget behøver, gamle bøger, hemmelige dingenoter hvis funktion ingen egentlig kender og meget andet godt.
Nogle af mine veninder er suverænt gode til dét med loppemarkeder. De kan gå hen til en bunke med grimt tøj, hale et stykke ud, der ligner et gammel gardin fra halvfjerdserne, sætte et bælte til og vupti! så ligner det pludselig noget fra Vouge. Eller de kan spotte en dynge med gamle sko og støvler der ser yderst uappetitlige ud, få sig selv til at prøve en vinterstøvle i 30 graders varme og se at lige netop denne her type støvle bliver yderst hip til vinter.
Jeg er vild med det. Og jeg fatter det ikke! Jeg kan ikke det kunststykke, det er at gå på loppemarked, selvom jeg ville ønske det! Jeg får det derimod ligesom den hanhund, der blev far til familiens 10 hvalpe. Da han så alle de små myr myldre rundt om sig, satte han sig ned og gik i sort! Kiggede ligeud i luften og bare sad. Han kunne ikke kapere tanken og alle de små kræ, så han gik øjeblikkelig i sort.
Cirka den tilstand befinder jeg mig også i når jeg befinder mig på et loppemarked. Der er så mange ting, så mange mennesker, så meget af alt muligt, at jeg ikke kan kapere det. Min puls stiger. Mine hjernevindinger bliver overophedet. Jeg får tunnelsyn og bliver desperat. Desuden er det også denne ting med at prutte. Ikke luft selvfølgelig, men om pris. At forhandle, Tinge om prisen, At være en pranger. Eller høkre. At Sjakre. Eller hvad det nu ellers kaldes.
Normalt er jeg god til at prutte om prisen, få tre for to’s pris, eller lidt ekstra med her og der. Men lige netop på loppemarkeder, gør samme effekt sig gældende som før beskrevet. Min hjerne går i sort. Jeg kan ikke tænke. Jeg kan ikke regne. Jeg kan ikke engang rigtig forholde mig til om jeg nu virkelig også VIL have den ting. Derfor lykkedes det tit folk at prakke mig noget på, som jeg bagefter tænker, at det kunne jeg have gjort billigere.
Alligevel, og måske også netop derfor, kan jeg godt lide loppemarkeder. De indeholder tanken om alle de herlige ting man kan erhverve sig. Ting som man (ikke) ubetinget har brug for, og til en skammelig lav pris. Det er et skatkammer. Fuld af genstande, der hver især er noget unikt, fashionabelt, charmerende skrammel. Et loppemarked udgør samme fristelse som en boghandel. Det er denne svimlende tanke om HVOR meget man kunne eje, der frister og lokker, hvad enten drejer sig om gode historier eller mærkelige dingenoter! Ohh at eje….
Nu er det så heldigt, at der er flere store loppemarkeder Berlin over hver søndag, så jeg har tænkt mig at få lidt øvelse hernede. Jeg startede frisk ud denne søndag med at skrive mig en seddel om hvad jeg havde brug for, for dog at have nogle sorteringsfiltre i gang. Typisk nok er det endnu ikke lykkedes mig at finde noget af det der stod på min seddel, men til gengæld fandt jeg nogle af mine ynglings(godt-nok-børne)bøger på tysk (de er godt-nok egentlig svenske), en bog; af Stefan Zweig (østriger), som jeg holder meget af, selvom han (godt-nok) endnu er for svær for mig at læse på tysk, samt en yderst lækker rød lædertaske fra de ægte 70’ere til billige penge, selvom det ikke lykkedes mig at prutte den ned i pris. Godt nok…
Tja øvelse gør mester siger man, men hvis der er nogle der kan stikke mig nogle gode råd skal de være velkomne! Især hvis de er tyske;-)

Et helt specielt hjørne af Berlin.

Der er 4 etager og rummene er store og luftige. Der er højt til loftet og de store brede trapper indbyder til at man bevæger sig videre, og videre, og videre op.
Der er lyst og utallige farver på væggene overalt. Sofaer og lænestole står rundt omkring bag reoler og i hjørnerne, og folk går afslappet rundt og taler sagte. I midten af rummene er der store podier med stabler i alle farver.
Det er bogtitler og jeg befinder mig i den syvende himmel. Eller rettere på fjerde etage i boghandlen på Friedericks-strabe og jeg har lige fundet ud af, at jeg er skør med Berlin! Specielt dette specifikke hjørne af byen - denne vidtfavnende, farverige og, på trods af størrelsen, ret hyggelige boghandel, hvor man kan købe alverdens bøger til fristende priser! Stemningen er afslappet og vi ser på hinanden med et fortroligt glimt i øjet. Vi er insiderkredsen, vi ved hvad det handler om, for vi har en fælles passion: Bøger!
Bøger i alle afskygninger. Tykke, tynde, faglige, fantastiske, alvorlige, løsslupne. Alle former, alle afskygninger, alle emner. Der er noget for alle. Dem, der ikke er med i klubben, spottes hurtigt. De går forvildede rundt eller søger hastigt mellem hylderne. De er forjagede, fortravlede og forvirrede. Ja man fristes til at sige ’fortvivlede’. De mangler tydeligt mål og mening med livet.
Os fra insiderkredsen derimod har ikke samme hastværk. Nogle går målrettede efter noget, men uden uro og rastløshed. De ved, at de er hjemme selvom de ikke har tid til at blive, og de vil komme tilbage. Andre har slået sig ned i lænestolene hvor de sidder og studerer deres udvalgte. En del går langsomt rundt fra reol til reol, omhyggeligt kiggende, langsomt, søgende. Jeg sidder på gulvet med en kulørt stabel bøger, og min ynglingeforfatter i øjenhøjde. Der er for hyggeligt og min bærepose knækker under vægten da jeg skal hjem.

Man skal huske at sige tak

Jeg har fået fortalt, at hvis man ikke kan finde en ting – nøgler feks. – altså virkelig ikke kan finde dimsen, så skal man højt bede sin skytsengel om hjælp. Javist. Din skytsengel. Og bagefter skal man huske at sige tak.
Ham, der fortalte mig det, havde selv prøvet det trick flere gange og hans kammerat bevidnede det heftigt. Der var f.eks. historien om en båndrulle på en halv meter i diameter, altså ikke nogen lille ting, der pludselig var væk. Den var væk i flere uger, selvom hele kontoret blev ledt igennem. Han endte med at gå lidt for sig og højt bede sin skytsengel om hjælp til at finde båndrullen, hvorefter han gik hen og satte sig ved sit skrivebord og fik øje på den i hjørnet. Lyder det skørt?
Jeg har nu også selv prøvet det. Sidste gang var det her i Berlin, hvor jeg pludselig ikke kunne finde mine nøgler og jeg sværger på, at jeg ledte alt igennem. Endelig bad jeg højt min skytsengel om hjælp, og se! Der gik ikke 30 sekunder, så havde jeg fundet dem!
Jeg kan ligeså godt indrømme det med det samme; Jeg tror på skytsengle.
Jeg tror på at jeg har en, og at han/hun passer på mig. Hvilket held, hvilken lykke. Det er også nogle gange temmelig nødvendigt at jeg har en skytsengel, for indimellem sker der ting som meget nemt kunne være gået helt galt. Grueligt galt. Men som uden forklaring går godt alligevel. Som nu her i går f.eks.
Jeg købte mig en brugt cykel her i Berlin, men den var grim og gul, så da jeg fandt noget akrylspray til en euro, besluttede jeg mig for at male den blå. Desværre havde jeg lidt travlt, og jeg stod også ude i den fælles gård, hvor der kom alt for mange kommenterende tyskere forbi, til at jeg følte mig rigtig veltilpas. Faktisk blev jeg lidt febrilsk, for jeg kan ikke fordrage at stå alene og lave noget unormalt. Noget som jeg ikke er helt sikker på, nu også er i orden – som f.eks. at spraymale sin cykel i fællesgården. Derfor gav jeg mig ikke tid til at se rigtig på brugsanvisningen. Noterede mig bare at spraydåsen ikke virkede, men at man øjensynligt skulle stikke noget spidst ned i toppen. Jeg gik op, fandt et søm, bøjede mig over dåsen og stak det ned i toppen. (Far, læs ikke det her!) Og her er det så, at min skytsengel kommer ind i billedet. For hvad sker der andet, end at jeg får en stråle af blå akrylmaling lige i hovedet! Dét kunne min skytsengel ikke forhindre, for jeg tror ikke der er meget at stille op mod stupiditet, men utroligt nok fik jeg ikke noget af spraymalingen i øjnene! Heldig- heldigvis! Nogle kalder det held, nogle vil måske kalde det reflekser. Jeg tror på min skytsengel!
Man skal huske at sige tak.

En gade fuld af træer

En gade fuld af træer. Pæne 1800talshuse a la dem i København, bare med balkoner. Gemytlige barer og kreative cafeer. En masse små designerbutikker, genbrug og gurkere.
Sådan er gaden jeg bor i og kvarteret hedder Prenzlauer Berg. Mit værelse er lyseblåt og længere end det er bredt. Der står to hvide lænestole ved vinduet og en stor blå kommode langs væggen. Sengen står ved siden af døren og værelset er lige nu fuld af alle mine ting. Det flyder temmelig meget og jeg mangler lidt reol- og skuffeplads, men pyt skidt! Det har været et par lidt hektiske dage, med en kort hjemrejse til DK, hente ting, sige goddaw til katten, og så tilbage til Berlin straks derefter med forældrene. De syntes også godt om værelset, kvarteret og det hele. Jeg bor sammen med to piger, den ene er japansk og endnu ubekendt, da hun er på ferie. Den anden er en ”ægte indfødt” tysker og vældig flink. Hun er 33, sanger, skuespiller og underviser i fransk og engelsk. Hun er også sød til at korrigere mig:-)
Lejligheden er god rummelig, men jeg har klart det mindste værelse med mine ca. 18m2. Køkkenet er solgult med et grønt bord, og badeværelset er i ægte berlinerstil, stort og med badekar! (Jeg HAR allerede været i karbad:-))

I dag har jeg haft min første undervisningsdag på det intensive sprogkursus. Det er godt, hårdt og intensivt. 5 timer om dagen. Jeg er helt baldret, og kan knap overskue at skulle tale tysk til Sigrid – min bofælle. Vi er tre danskere på holdet og den ene har jeg spillet i band sammen med på gymnasiet!!! Tænk bare; Hvor verden er lille!

Det lykkedes!!!

JEG HAR FUNDET ET VÄRELSE! HURRA:)
Fortsättelse fölger

Ligegyldigheder

Jeg har købt mig en knaldroman for 1 euro. Selv med mit ringe tysk, kan jeg se at den ikke er velskrevet, men til den pris behøver den heller ikke være god. Den hedder ”Der Grüne Ritter”. Titlen siger det hele. En kærlighedshistorie mellem en skønjomfru og en ridder på Kong Arthurs tid. Det er sikkert noget bras, og man kan spørge sig selv hvorfor jeg gider, men på den anden side; det er kærlighed og det er letlæseligt! Overvejede at købe Onkel Toms hytte, men syntes alligevel at det var fjollet at købe den på tysk, når nu forfatteren er amerikansk og jeg for øvrigt har den derhjemme på dansk. Ligeledes fandt jeg Marie Grubbe, men den er jo dansk, og så er det næsten endnu mere fjollet! Specielt fordi jeg faktisk endnu ikke har læst den på dansk heller. Til gengæld har jeg nu brugt hele aftnen på at skrive breve og blog, så måske får jeg den slet ikke læst.
(Orv jo – det gjorde jeg faktisk;-))

Min bedste ven

Mmm jeg elsker min computer! At skrive på den er næsten ligesom at tale med nogen. Hvis min blog vokser til uoverskuelig størrelse er dét altså forklaringen. Den er blevet min bedste ven!

En hektisk jagt - följetonen fortsätter

Dagen i dag. Tjaa masser af lejlighedssøgning, med et optimistisk håb om at finde LejlighedEN, men endnu intet held. Startede tidligt ud med at se på et værelse i den modsatte ende af Berlin. Pigen var sød, lignede mig i stil, værelset var dejligt og alt var godt bortset fra at hun havde glemt at sige at hun søgte en der var væk i weekenderne da hendes ven skulle bo på værelset der. Og det ville hun have 300euro for! Men hun kunne lide mig og ville ringe hvis det ændrede sig. Bagefter fór jeg til Charlottenburg – Vestberlin og et yderst kedeligt kvarter. Kom en time for tidligt, så hurytigt fór jeg, men det tog de nu meget pænt. En sød og kedelig ingeniørstuderende (ingen generalisering dog) og en kedelig lejlighed i det kedelige kvarter. Han vilde melde tilbage.
Bagefter cyklede jeg igen til den anden ende af byen, blev gloet ned af et par fyre, og fandt mig selv brændt af. Der var ingen hjemme, og det nummer der før havde virket var nu ikke brugbart mere. Øv øv, jeg var sur. Cyklede hele vejen tilbage igen på min gamle lånte smadderkasse, af de samme kæmpestore trafikerede veje. Det lykkedes mig at cykle forkert, tabe mit kort og som prikken over i’et sprang kæden af. ”Heldigvis” er den så tør, så jeg ikke blev fedtet helt ind i olie, men til gengæld er det en lukket kædeboks så den var næsten umulig at få på igen. Har jeg for øvrigt nævnt at vejret er dejligt? Hedebølge rettere sagt. Meget skønt, hvis jeg havde tid til at sidde i en kølig park eller tæt ved vandet, men træls når man cykler rundt i byen, for slet ikke at sige smeltende når man tager U-banen. Og jeg som ellers var gået totalt i efterårsmood derhjemme! Og konsekvent som jeg er, har jeg da også primært taget sweatere, lange bukser og hat med. Absolut ingen sandaler.
Og nu okser jeg så rundt i de samme to stropbluser. Mmm lækkert.
Nå, men endte med at se på et værelse tæt i Mitte-Prenzlauerberg. Dejligt værelse, skønt kvarter, sød dame (sidst i 30’erne) men med skilsmissesøn og kæreste… Måske siger det noget om min sindstilstand, men jeg overvejer det faktisk seriøst. Havde godt nok ikke lige drømt om at blive 4. hjul i en kerne(agtig)familie, men på den anden side er værelset klart nu og damen sød. De to andre har jeg ikke mødt. Hun taler ikke meget engelsk så samtalen foregik på tysk (he, hvor er jeg sej;-)) og hun forstod faktisk hvad jeg sagde. (jeg forstod næsten hende.)
Mine to spidskandidater er nu lejligheden med de langhårede rodehoveder og denne lejlighed med dame og knægt på 10 år.

Hvad skal jeg vælge?

Alene i Berlin

Tænk at man kan være alene blandt 3.5 mill andre mennesker! I dag har jeg ikke desto mindre været rigtig alene. Bevares jeg var også alene i går og i forgårs, men det er først i dag jeg har været ægte alene.
Jeg har f.eks. været alene ude og spise og alene på café og drikke kaffe latte. Ja just for det record – Kaffe latte hedder ”kaffe machiato” eller noget i den stil på tysk. Det andet kender de ikke.
Endnu mere ægte alene har jeg følt mig, ved ikke at have min mobil som støttepædagog. Det er ellers et sikkert trick at sidde og fumle med den, hvis man er alene. Så signalerer man ligesom, at godt nok er jeg er ikke med andre, men jeg HAR venner.

Jeg har ingen venner (her) så jeg har til gengæld betragtet de andre og der er virkelig ikke mange der bare er alene, uden mål og retning. Enten er de på vej hen et sted (og så er man ikke rigtig alene) eller også taler de i telefon eller skriver sms’er, hvis ikke de er direkte fysisk sammen med andre. Lidt sjovt at se. Måske er det anbefalelsesværdigt at prøve at være helt alene, jeg ved det ikke helt, men det sætter da nogle tanker i gang. Jeg ved ikke hvordan andre har det, men for mig er det første gang jeg er helt alene i storbyen og jeg føler allerede at Palle kunne være mit mellemnavn.

Måske har jeg følt mig så alene i dag, fordi jeg begik adskillige febrilske fejl. F.eks. det med at bestille en smothie med grapesaft i, selvom jeg aldeles ikke kan lide grapefrugt, bare fordi jeg syntes at jeg ville virke overlegen og selvsikker, og derfor ikke kunne bruge mere end 4 sekunder på at bestemme mig. Eller det med at forsøge at spise en suppe m nudler og andre ting, og så slubre det hele ud over mig selv, for åbne panoramavinduer på en cafe hvor alle virkelig kigger. Eller det med at gå på cafe og så gå IND og bestille selv – og oven i købet en kaffe latte! Der blev jeg også pænt korrigeret, med besked om at gå ud og sætte mig. Så ville de komme ud og tage imod bestilling. Det gjorde de så, med en overbærende forklaring på forskellen mellem en kaffe machiato og en kaffe med mælk… hmm men så ved jeg da det. Og jeg har ellers gået og taget mod til mig de sidste to dage til at gå ind på den café – ikke uden grund altså..
Jeg har opdaget, at en ”sjov” indvirkning al dette ”aleneri” har på mig, er at jeg er blevet super overfølsom overfor at blive kigget ud. Jeg føler mig i den grad pinligt berørt, hvis jeg opdager at nogle ser på mig – især hvis det er fyre. På en eller anden måde føler jeg mig meget mere sårbar. Jeg har det som om at det skriger til himlen at jeg er alene, og at jeg af den grund indbyder til kontakt, hvorfor jeg undgår enhver form for øjenkontakt og kontakt i det hele taget. Dette giver en del problemer, når man sidder mast sammen i U-banen og uden andet at se på end de andre mennesker. Det er faktisk lige før at jeg føler mig en smule paranoid, og det er heller ikke just den bedste måde at skabe kontakt på vel? Og jeg ville jo gerne have nogle venner…

En aften i Berlin

Uhmm ligger her og hører Getz for lovers. En vidunderlig saxofon. Blød og lækker i tonen. Den smyger sig om mig, og får mig til at svømme helt hen. Bare jeg dog havde en at svømme hen med! Musikken indbyder til tæt kinddans i en plys og guldbeklædt 20’er-bar. Kort kjole og cocktaildrinks. Lidt frynser hist og pist. En fyr i jakkesæt. Sjovt nok er ansigtet usynligt – men han forstår at føre.
Udenfor denne lejlighed (som godt nok er stor og herskabelig, men også totalt ramponeret og beskidt) er aftenluften varm og folk sidder på caféerne og drikker kaffe og det der er stærkere. Jeg vil også være med. Føler mig en anelse alene og temmelig meget stødt over, at Berlin slet ikke har bemærket at jeg er arriveret! Er det ikke skrapt? Nå men i morgen! Eller i hvert fald når jeg har fundet et værelse! Så skal jeg erobre byen – eller lidt af den. 3,5 mill. indbyggere fordelt på 891km2 er nok alligevel lidt rigeligt at begive sig i kast med! Selv for mig;-)

Det er sjovt. Jeg har set så mange almindelige mennesker og ret så lækre fyre på gaden. Men hvorfor har alle beboerne i de 3 lejligheder jeg indtil videre har besøgt, så været så ejendommelige? Fra kort plyshår til fuldbyrdet fuldskægt og samson-hår og en lad-os-alle-holde-i-hånden-for-god-karma, til denne berlinerinde med guldmøbler. Hvor er alle dem, der køber tøj i Vero Moda og H&M og køber møbler i Ikea og Ilva? Ganske almindelige mennesker, der løber sig en tur eller dyrker anden sport. Dem som læser, men ikke har løse håndled? De der godt kan lide at smalltalke og ikke gør nogen speciel dyd ud af partout at adskille sig fra resten af Berlin/Tyskland/Verdens befolkning, men som er som folk er flest og alligevel sig selv? Som er begavede humoristiske og imødekommende. Kort sagt, som mine veninder derhjemme og dem jeg ellers ser. Som mig?

Ohh Signe – dit navn er utålmodighed!
Jeg ved det. Jeg væbner mig, og leder videre.

3,5 mill – hvor svært kan det være!

Dag 2 i en Berlinerføljeton

Hvem kan sove i Berlin?
Det kan jeg! Det er utrolig så træt jeg er i Berlin. Kunne næsten ikke vågne i morges, men tvang mig op og hentede morgenmad. Sagde farvel til Malene og tullede lidt rundt i lejligheden. Sov en times tid, løste et par sudoku’er (en japansk form for kryds-og-tværs; jeg er ved at blive lidt god til det) og tog endelig ud i byen. Mødtes med Frans på en cafe. Han er en arrangeret ”date” hjemmefra – én som min mors venindes kollega kender…, langt ude? Ja lidt, men han viste sig at være meget sød, talte meget langsomt, lidt affekteret og havde en anelse løse håndled. Han læste selvfølgelig kunsthistorie og arbejdede på et galleri. Jeg kunne ikke dy mig for at sidde og spekulere på om han var bøsse mens vi talte. Jeg er ret overbevist, men ved ikke helt hvordan jeg får det bekræftet. Måske skulle jeg lægge rå-meget an på ham. Bare lige for at tjekke;) Han er godt nok ikke lige min type, men måske skulle jeg gøre et forsøg alligevel hehe. Hvis ikke han er bøsse kan han jo umuligt stå for mig, når jeg folder mig ud, fniis.
Nå, men vi skal ses igen i næste uge, og muligvis på en kunstudstilling og en eller anden fashionabel ting han kunne skaffe billetter til. Tænk hvis jeg blev en af de dér smarte berliner-mennesker. Så ville der blive noget at skrive hjem om.

Nåede at bruge en halv time på en internetcafe, men min tid udløb selvfølgelig lige som jeg skulle til at svare på en mail! Typisk! Men jeg fik da læst de mest interessante, bl.a. også en fra lejligheden jeg så på i går. Jeg har fået et værelse hos dem, hvis jeg vil! Hvad pokker skal jeg svare til det? Jeg er egentlig ikke super-begejstret for det, men jeg er ved at være desperat, og kunne godt leve med at bo der… Gode råd modtages med kyshånd!
Cyklede bagefter ud og så på et andet værelse hos en socialpædagogstuderende, der ikke var begejstret for mit ringe tysk. Jeg syntes nu det gik meget godt, men jeg var heller ikke særlig begejstret for hende – hun virkede kedelig og uinspirerende for at være lidt grov, og værelset var alligevel først ledigt d. 1/10 – det havde jeg overset.

Har lige set på et nyt værelse denne aften. Fantastisk! Grandiøst! Forgyldt!
Guldmøbler og himmelseng. En irsk dame i midten af 30’erne. En rigtig berlinerinde, med sort hår, rød læbestift og masser af perler og blå kjole. Hvis hun havde vaklet småfuld rundt med et glas sherry vilde det ikke have forbavset mig. Havde hun røget cigaretter af et elfenbensrør vilde det have passet godt. ”Mit” værelse havde himmelseng, mahogniskab og glashylder. Selvfølgelig intet internet, men til gengæld et skakternet badeværelse med badekar på løvefødder! Ihh det var fedt. Det var så jeg hoppede af fryd da jeg kom ned på gaden! Det er for fedt at se sådan en stil, så gennemført! Hun og lejligheden kunne være taget ud af…ja jeg ved faktisk ikke helt hvilken tid, men sjovt var det. Værelset er mit hvis jeg vil have det, så det må jeg lige tænke over.
Jeg er fristet af himmelsengen, men ville helst bo sammen med en/nogle der var lidt yngre, men nu må vi se. Jeg får da en del tilbud, heh! I morgen skal jeg se på 3 lejligheder foreløbig. Jeg håber stadig på den helt rigtige lejlighed.
Nu vil jeg i seng. Hvem kan sove i Berlin. Tjaa undertegnede som sagt;) Godnat godnat.

1. dag - en berlinerföljeton

Første dag i Berlin starter i København.
Valby; det er mørkt og tåget. Tågen skjuler personer facader og biler. Mørkt og dystert er det. Jeg føler mig hensat til spionbyen Berlin. Jeg har oven i købet hat på, og sørger for at trække skyggen godt ned over øjnene for ikke at blive genkendt. Jeg overser noncelant det faktum, at min kæmpe vandrerygsæk m liggeunderlag adskiller mig fra alle andre morgensjæle. Tågen klæber til mit tøj og mit hår, og afsætter små dugdråber. Klokken er 5.05.
Hovedbanegården; Der er ingen bus. Jeg er der også alt for tidligt og ingen andre er at se. Senere kommer der tre andre der også skal til Berlin og de ved hvor bussen går fra, så jeg følger med dem. Desværre skal de ikke med samme bus som jeg. Jeg går tilbage igen og ser lige Eurolines-bussen køre forbi. Jeg er stadig den eneste og kan ikke lade være med at spekulere på om jeg har misset bussen. Det ville være for åndssvagt! Heldigvis kommer der lidt senere nogle andre. Vi står alle og venter, men først ti min over 6 kommer bussen. På det tidspunkt har jeg været oppe i halvanden time.
Jeg får det allerforreste sæde så jeg rigtig kan nyde udsigten, men jeg vågner først ved færgen og igen da vi ankommer til Berlin. Så står jeg dér. Ved Kaiserdamm. Det er altså bare langt væk fra Mitte (centrum) og det kort jeg nok så kry havde regnet med, dækker selvfølgelig slet ikke. Hmm.
Heldigvis er berlinerne venlige folk, så jeg bliver guidet ind til Alexander Platz (af flere omgange) og finder endelig frem til mit bestemmelsessted – en stor herskabslejlighed hos en venindes veninde. Hun er rigtig rigtig sød. Vi går på pizzeria og spiser is. Hun skal tilbage til DK tirsdag, men jeg kan godt blive i lejligheden hvis jeg vil. Det vil jeg gerne!

Om aftenen kl. 19 har jeg en aftale om at kigge på et værelse. Næsten 30m2 i en 160 m2 stor lejlighed. Diskussionslystne studerende og en neurotisk kat. Det lyder for godt til at være sandt – og det er det også. De såkaldte studerende studerer ikke og er noget ældre end jeg. De er søde nok, men lejligheden og især køkkenerne roder! Vorherre bevares. De dyrker sådan en lad-os-tænde-nogle-lys-og-holde-hinanden-i-hånden-for-god-karma-og-skidt-med-opvasken-ting. Sorry, men det er altså ikke liiige mig. Farvel og tak. De melder tilbage senere.
Tager tilbage til lejligheden og går i seng. Træt!

Afsløring på falderebet

Inden jeg tager afsted må jeg hellere afsløre hvad sætningen "Amok-igle redder elg i koma" er.
Svaret er - dadamdadej; Et palindrom...
Dvs. et ord eller en sætning der kan læses både forfra og bagfra og sige det samme. Tricket er at ordene ikke behøves deles på samme måde når man læser det bagfra, så måske ville det være lettere hvis det hele blev skrevet ud i ét...

Amokigleredderelgikoma

Program

Program for resten af aftnen:
1) slukke for fjernsynet og tage mig sammen - James Bond er alligevel ikke så vigtig som mit pakkeri.
2) Pakke til en uge alene i Berlin (bemærk alene:( )
3) Skrive sedler til mine forældre om hvilke pakkeneliker de skal tage med til mig i Berlin.
4) Forsøge at finde en måde at pakke min 10cm høje topmadras m fjedre ind i plastik på en måde så den kan være i bilen.
5) Holde op med at skrive så kedelige indlæg til min blog.
Sorry...

En kaffelatte tak

Café café café café café café café - 7 cafébesøg på to dage! Men så skulle alle veninderne også have fået et farvel-og-vi-ses-i-Berlin-forhåbentligt-knus. Rigtig rigtig hyggeligt var det, men var der nogen der sagde café-forgiftning? Ja det tror jeg nok...

Jeg kan på den ene side rigtig godt lide café-kulturen, men på den anden side... Jeg er nok lidt loren alligevel. Det er kæmpe-dyrt og SÅ god kaffe serverer de altså heller ikke alle steder. Jeg har faktisk fået et par eksempler på en aldeles rædselsfuld kaffe i disse dage, så deeet... :(
Men hyggeligt har det nu været, og alle vil blive savnet.
Nu kan jeg så se frem til 5 dage helt alene i Berlin, mens jeg leder efter lejlighed. Det er gået op for mig at jeg faktisk aldrig har prøvet at være helt alene i en fremmed storby før, så det skal nok blive interessant... Men jeg har nu udtænkt en plan! Jeg køber mig en god tysk bog og så skal jeg sidde og læse på en god, hyggelig... café!

Tsk. Mit liv går i ring - dette indlæg gør i hvert fald. Fem dage i Berlin - jeg kan nok nå at gå en hel del på café café café café café café café café café café café café café

Gæt en ting

Amok-igle redder elg i koma.

Hvad er dette?

En lille hyggelig ting

Hihi - fandt lige en ny test at hygge mig med over morgenmaden.
Prøv selv, den er også underholdende (denne gang har det dog ikke så meget med intelligens at gøre;))
Et ords lyd kan distrahere dig i at løse en opgave og finde det rette ord. Test dig selv og se om også du lader dig distrahere;) .
Sådan gør du:
Hvilke af disse ord er navne på dyr. Tæl hvor mange rigtigt stavede dyrenavne der er i hver liste. Tag evt. tid, hvis du kan.
Liste 1
kat krige bjørne siger hus puddel hue orm motor høst blåt røgen ko vædder falk skrue hvem bord potte hvilen
Liste 2
tyr krave sæler tier stol bier duge stær sømmet hæst gråt gøen får snegl mus møtrik vips skovl rådte valen

Hvor mange dyr fandt du?
Ifølge denne test skulle ord, der lyder som noget der lyder som et dyr, være sværere at afvise end ord, der slet ikke lyder som et dyr. Der er syv dyr i begge lister, men hvis du fandt flere dyr i Liste 2, bekræfter du testens påstand. Den lille test skulle nemlig vise at man læser efter ordets lyd. På http://www.elkan.dk/ står der i forbindelse med denne test at:
Når folk mener, at de kan læse flere tusind sider på få minutter, så er der kun et svar - de havde læst det hele før og kendte teksten i forvejen. Det er ganske enkelt ikke muligt at overskride at vi bruger ordets lyd, når vi læser. Men det er muligt at skimme tekster meget hurtigt og lade ens forhåndsviden lappe på det man ikke fik læst i farten - spørgsmålet er om man kalder det læsning. Er det at læse hvis man kan teksten uden ad?

Jeg fandt nu 7 dyr i begge lister, og er ret god til at skimme tekster. Men det er da ikke det samme som at jeg kan teksten udenaf - så gad jeg nok ikke læse den igen. Nøø jeg tror at hjernen har en stor visuel genkendelsesevne og man derfor ikke behøver at læse hele ordet og sige lyden, for at vide hvad der står. Og det sætter læsehastigheden betydeligt op....
Men det er stadig en sjov lille test.