Kunsten at gå på loppemarked.

Berlinske boghandler udgør som bekendt en stor fristelse for mig. Ligeså gør de berlinske loppemarkeder! De er fulde af ting man ikke har brug for, skrammel som man ubetinget behøver, gamle bøger, hemmelige dingenoter hvis funktion ingen egentlig kender og meget andet godt.
Nogle af mine veninder er suverænt gode til dét med loppemarkeder. De kan gå hen til en bunke med grimt tøj, hale et stykke ud, der ligner et gammel gardin fra halvfjerdserne, sætte et bælte til og vupti! så ligner det pludselig noget fra Vouge. Eller de kan spotte en dynge med gamle sko og støvler der ser yderst uappetitlige ud, få sig selv til at prøve en vinterstøvle i 30 graders varme og se at lige netop denne her type støvle bliver yderst hip til vinter.
Jeg er vild med det. Og jeg fatter det ikke! Jeg kan ikke det kunststykke, det er at gå på loppemarked, selvom jeg ville ønske det! Jeg får det derimod ligesom den hanhund, der blev far til familiens 10 hvalpe. Da han så alle de små myr myldre rundt om sig, satte han sig ned og gik i sort! Kiggede ligeud i luften og bare sad. Han kunne ikke kapere tanken og alle de små kræ, så han gik øjeblikkelig i sort.
Cirka den tilstand befinder jeg mig også i når jeg befinder mig på et loppemarked. Der er så mange ting, så mange mennesker, så meget af alt muligt, at jeg ikke kan kapere det. Min puls stiger. Mine hjernevindinger bliver overophedet. Jeg får tunnelsyn og bliver desperat. Desuden er det også denne ting med at prutte. Ikke luft selvfølgelig, men om pris. At forhandle, Tinge om prisen, At være en pranger. Eller høkre. At Sjakre. Eller hvad det nu ellers kaldes.
Normalt er jeg god til at prutte om prisen, få tre for to’s pris, eller lidt ekstra med her og der. Men lige netop på loppemarkeder, gør samme effekt sig gældende som før beskrevet. Min hjerne går i sort. Jeg kan ikke tænke. Jeg kan ikke regne. Jeg kan ikke engang rigtig forholde mig til om jeg nu virkelig også VIL have den ting. Derfor lykkedes det tit folk at prakke mig noget på, som jeg bagefter tænker, at det kunne jeg have gjort billigere.
Alligevel, og måske også netop derfor, kan jeg godt lide loppemarkeder. De indeholder tanken om alle de herlige ting man kan erhverve sig. Ting som man (ikke) ubetinget har brug for, og til en skammelig lav pris. Det er et skatkammer. Fuld af genstande, der hver især er noget unikt, fashionabelt, charmerende skrammel. Et loppemarked udgør samme fristelse som en boghandel. Det er denne svimlende tanke om HVOR meget man kunne eje, der frister og lokker, hvad enten drejer sig om gode historier eller mærkelige dingenoter! Ohh at eje….
Nu er det så heldigt, at der er flere store loppemarkeder Berlin over hver søndag, så jeg har tænkt mig at få lidt øvelse hernede. Jeg startede frisk ud denne søndag med at skrive mig en seddel om hvad jeg havde brug for, for dog at have nogle sorteringsfiltre i gang. Typisk nok er det endnu ikke lykkedes mig at finde noget af det der stod på min seddel, men til gengæld fandt jeg nogle af mine ynglings(godt-nok-børne)bøger på tysk (de er godt-nok egentlig svenske), en bog; af Stefan Zweig (østriger), som jeg holder meget af, selvom han (godt-nok) endnu er for svær for mig at læse på tysk, samt en yderst lækker rød lædertaske fra de ægte 70’ere til billige penge, selvom det ikke lykkedes mig at prutte den ned i pris. Godt nok…
Tja øvelse gør mester siger man, men hvis der er nogle der kan stikke mig nogle gode råd skal de være velkomne! Især hvis de er tyske;-)