tirsdag, september 06, 2005

1. dag - en berlinerföljeton

Første dag i Berlin starter i København.
Valby; det er mørkt og tåget. Tågen skjuler personer facader og biler. Mørkt og dystert er det. Jeg føler mig hensat til spionbyen Berlin. Jeg har oven i købet hat på, og sørger for at trække skyggen godt ned over øjnene for ikke at blive genkendt. Jeg overser noncelant det faktum, at min kæmpe vandrerygsæk m liggeunderlag adskiller mig fra alle andre morgensjæle. Tågen klæber til mit tøj og mit hår, og afsætter små dugdråber. Klokken er 5.05.
Hovedbanegården; Der er ingen bus. Jeg er der også alt for tidligt og ingen andre er at se. Senere kommer der tre andre der også skal til Berlin og de ved hvor bussen går fra, så jeg følger med dem. Desværre skal de ikke med samme bus som jeg. Jeg går tilbage igen og ser lige Eurolines-bussen køre forbi. Jeg er stadig den eneste og kan ikke lade være med at spekulere på om jeg har misset bussen. Det ville være for åndssvagt! Heldigvis kommer der lidt senere nogle andre. Vi står alle og venter, men først ti min over 6 kommer bussen. På det tidspunkt har jeg været oppe i halvanden time.
Jeg får det allerforreste sæde så jeg rigtig kan nyde udsigten, men jeg vågner først ved færgen og igen da vi ankommer til Berlin. Så står jeg dér. Ved Kaiserdamm. Det er altså bare langt væk fra Mitte (centrum) og det kort jeg nok så kry havde regnet med, dækker selvfølgelig slet ikke. Hmm.
Heldigvis er berlinerne venlige folk, så jeg bliver guidet ind til Alexander Platz (af flere omgange) og finder endelig frem til mit bestemmelsessted – en stor herskabslejlighed hos en venindes veninde. Hun er rigtig rigtig sød. Vi går på pizzeria og spiser is. Hun skal tilbage til DK tirsdag, men jeg kan godt blive i lejligheden hvis jeg vil. Det vil jeg gerne!

Om aftenen kl. 19 har jeg en aftale om at kigge på et værelse. Næsten 30m2 i en 160 m2 stor lejlighed. Diskussionslystne studerende og en neurotisk kat. Det lyder for godt til at være sandt – og det er det også. De såkaldte studerende studerer ikke og er noget ældre end jeg. De er søde nok, men lejligheden og især køkkenerne roder! Vorherre bevares. De dyrker sådan en lad-os-tænde-nogle-lys-og-holde-hinanden-i-hånden-for-god-karma-og-skidt-med-opvasken-ting. Sorry, men det er altså ikke liiige mig. Farvel og tak. De melder tilbage senere.
Tager tilbage til lejligheden og går i seng. Træt!

3 Comments:

At onsdag, september 07, 2005 12:16:00 PM, Anonymous Anonym siger...

Du skriver godt dernede fra, bedre end du plejer. :) Keep it coming

 
At onsdag, september 07, 2005 2:24:00 PM, Blogger Signe siger...

Hehe tak. Det mä väre stressniveuet;) Dejligt at der i det mindste er én der kommenterer. Bliv endelig ved, sä du söd:-)

 
At lørdag, september 10, 2005 9:56:00 AM, Anonymous Anonym siger...

Jeg har tænkt at kommentere det hele men kort i denne omgang... jeg er så glad for at du får net hjemme:D Hurra for det! HILDA

 

Send en kommentar

<< Home