...burde, skulle, kunne, ville ikke

…burde læse. Gider ikke læse. Vil hellere udenfor. Solen skinner, vejret lokker. Der er loppemarked, der er liv. Burde læse. Læs Signe, læs nu for pokker. Start med 30-årskrigen. Nej start med grammatikken! Tar’ lige opvasken og tænker over det, NEJ, stop nu! Sæt dig ned. Sådan ja. Ryd skrivebordet. Hen på sengen med det. Sådan ja. Bøgerne frem. Læs Signe, læs! Sådan ja…

NEJNEJNEJ, stop Signe! Fingrene fra tastaturet! Nu skal du ikke begynde igen. STOOOOP. Du skal LÆSE! Fat det nu! Sig mig er du TUNGNEM?

Ja øjensynlig.
*Suk*

Til de nysgerrige sjæle

Ja ja ingen elefanter til mig denne gang, selvom det ikke skortede på tobenede elefanter på dansegulvet. Men det var af den mere klumsede uelegante slags. De eneste elegante elefanter jeg så, var tre små lyserøde tingester med vinger og drinksglas i snablen, af den slags der cirkler rundt om hovedet på én. De tog med mig hjem sammen med mine ømme dansefødder.
Absolut et underholdende selskab at tilbringe natten med....

Orv det tegner da godt!

Ugedagen Fredag stammer fra Friggs dag, gudinde for kærlighed - findes fejlagtigt af og til som Frejas dag, men Freja er beslægtet med Frue. Latin dies Veneris; Venus' dag, Græsk: Afrodites dag.

(se Elkan for mere sjov)

En indkøbshistorie.

Stod i supermarkedet.
Lagde varerne på båndet: Mel, gær, yoghurt, vin, toiletpapir, rosiner… ikke noget dér. … mandler, bananer, jordnødder… Hørte pludselig nogle fnise bag mig. Vendte mig om og så ind i to muntre øjne. Så på båndet, så på ham og fnisede selv. "6 bananer og halvandet kilo jordnødder med skal" - Det lignede nøjagtigt, at jeg havde en lille elefant derhjemme!
”Macht Jumbo Froh” hviskede jeg, blinkede til ham og gik.

Jeg ville for resten - nu jeg tænker over det - gerne have en lille Jumbo-elefant i lejligheden. Det ville være så hyggeligt. Så kunne den spise resten af jordnødderne, når jeg er træt af dem.
Men i aften skal jeg til fest. Så kan det jo være at jeg møder en elefant eller to dér. Altså en af dem med to ben og øhm…en …erhhm….snabel…

Skumskumskum

Jeg har fået mig en ny last. Det er i den grad vanedannende, men jeg nyder det. SKUMBAD! Ahhh at tage et skumbad. Masser af badesalt og skum i og så ligge der og lade sin krop blive gennemvarm. Det er SÅ godt mod ømme muskler, stress og alle andre dårligdomme! Og så har jeg altid elsket at lave så meget skum som muligt. Se hvor højt et skumbad det er muligt at lave denne gang. Som prikken over i’et føler jeg mig også totalt sexet, når jeg ligger der i et hav af hvidt skum. Men egentlig har jeg ikke brug for en mand der. Jeg vil have AL pladsen for mig selv nemlig! Hehe. Det er i forvejen umuligt at få hele kroppen under, der er altid to steder der stikker op. Knæene og så… ja et, to knæ. Mere fortæller jeg ikke her! Hihi.

Et Sneaker-eksperiment

Tænk! Jeg har opdaget en tysk ”delikatesse”!
Ja nu sidder du så og venter i spænding og svaret er også vildt interessant og nyskabende; ”Peanutbutter med knas”.

Ok jeg ved godt, at jeg måske er den hurtigste snegl i verden, men det er altså første gang, at jeg selv har købt peanutbutter. Og jeg finder det faktisk godt. Det smager sådan en lille smule Sneakers-agtigt, bare uden chokolade. Det andet store tyske hit er jo Nutella, men det er altså ikke liiige mig. Jeg sværger til pålægschokolade – og det skal være den dér gode fra Thom’s, men det kan man ikke få her, så jeg må nøjes.
Nu er det så at jeg overvejer; hvis man blander peanutbutter (med knas) med nutella…får man så en Sneakers? Sneakers på brød… det må da prøves!

Den dybereliggende og mere filosofiske årsag til dette soon-to-be-Sneakers eksperiment, er min manglende ”imponering”(det kan man ikke sige, det ved jeg godt, men jeg gør det alligevel) over de tyske indkøbscentre og madudbud. Jeg mangler i den grad inspiration til min madpakke (som så vist nok er et ret dansk eller nordisk fænomen). Wurst i forskellige former og afskygninger er da meget godt, men i længden… Ja selv jeg kan miste interessen.
Det er ellers ikke fordi de mangler pålæg, bevares. Der er bare lige dét ved det, at det er sådan noget som ”Leberkäse”, ”Leberwurst” og andre udefinerbare kødretter de tilbyder. Og jeg mangler altså modet. Jeg gør det ikke! Nææ så giv mig da en ordentlig leverpostej, når vi nu er ved det. Men NEJ. Det har de ikke.

(Lige for god ordens skyld; Leberkäse bliver oversat til leverpostej, men det er altså IKKE det samme! Leberkäse er en slags store spækstykker i gelé - adr).

Mere om bøger

Som de fleste nok har gættet (det er jo kloge hoveder der læser med her), så kan jeg en lille smule godt lide at læse. Og da jeg normalt læser ret hurtigt, kan jeg sagtens læse en bog rigtig mange gange over en årrække. Det tager mig alligevel ikke mere end et par timer og det er absolut en fornøjelse. Jeg kan blive ligeså grebet af en bog 2., 3. og såmænd også 4., som første gang jeg læser den.
I den forbindelse finder jeg også en særlig fornøjelse i at bo i Berlin. Nu har jeg nemlig en undskyldning for at læse alle mine gamle favoritter endnu engang, med den glimrende begrundelse at det hjælper mig til at blive bedre til tysk. Tilmed kan jeg også samle bøger til min lille røde læsedagbog, og dermed titler til at vinde mit væddemål om hvem der først får fyldt læsedagbogen med de 140 titler der er plads til.
Problemet med Berlin og alle de tyske bøger er at det tager mig ca. 4 gange så lang tid at læse en skønlitterær bog på tysk. Og jeg er alvorligt bange for, at det så tager mig 8 gange så lang tid at læse faglitteratur på tysk! Det er et problem og det burde få mig til at skære lidt ned på læsemængden, da jeg ellers ikke vil have tid til noget som helst andet.
Ifølge min statistik har jeg nemlig læst 122 sider om dagen de sidste tre måneder. Ok – indrømmet, det var også sommer og ferie, og jeg regner heller ikke med at den statistik kommer til at holde, da jeg overhovedet ikke har tid til at læse 4 timer om dagen hernede. (Jep – den er rigtig nok: Derhjemme læser jeg ca. 2 sider i minuttet hvilket giver 120 sider/time, hvilket igen betyder at jeg har læst en time om dagen i gennemsnit de sidste tre måneder, hvilket igen betyder at jeg skulle læse 4 timer om dagen for at ”keep up”) Det sker nok ikke!

Det lækre ved læsedagbogen, er også at jeg automatisk også kommer i tanke om alle de gode bøger jeg førhen har læst, men som ikke lige kommer med i læsedagbogen, da den jo er en del af et væddemåls-eksperiment. Men inspireret af kommentarerne fra sidste ”bog”-indlæg, tror jeg at vil starte en liste over hvad jeg ellers har læst.
Gode ideer og bogtips modtages for øvrigt med stor kyshånd og taknemlighed!

En pigedrøm

Så snart jeg trådte indenfor slog barndommen mig i møde. Den kølige kulde og spejlglatte overflade. Det store rums majestætiske tomhed, kun udfyldt af musikken der vældede ud af højtalerne. De to elegante skikkelser derude i midten af ingenting. Så sugende. Så dragende. Så…frydefuldt!
Jeg elsker at skøjte!
Der er noget umanerligt dragende og tillokkende ved at skøjte rundt derude på isen. Tyngekraften ophæves, elegancen skærpes. Pludselig føler man sig hensat til sine barndoms drømme. Man er en Isprinsesse! Elegant og majestætisk i den kølige luft. Enhver lille pige har nok drømt om at blive skøjteprinsesse – jeg har i hvert fald – og nu kan jeg huske hvorfor; Det er umanerligt sjovt!
I dag var første dag på skøjteholdet. Sjovt nok var vi kun piger, 12 skøjteprinsesser in spe. Og i løbet af halvanden time havde vi lært at kante skøjterne både den ene og den anden vej, at bremse på flere forskellige måder, samt en del elegance. Med så meget som jeg har lært i dag – ja jeg kunne sgu ende som en ægte skøjteprinsesse til sidst.

Vejrudsigten godmorgen

I dag er det for alvor blevet efterår. Altså ikke denne her Indian-summer med klar blå himmel i en måned og lysegule blade hist og pist. Men rigtig efterår – á la november faktisk. Det regner nemlig. Himmelen er mørkegrå og det var mørkt da jeg stod op. Fernsehturm på Alexanderplatz har svøbt sig i skyer. Kun halvdelen af den skinnende sølvkuppel er at se, og den skinner ikke mere. Men det ser mere dramatisk ud end ellers.
Bladene ligger nu over det hele i alle mulige farver og gadefejerne og grusriver-arbejderne kæmper en kamp. Man kunne faktisk mene at det var noget af en sisyfos-opgave at stå at rive gruspladsen i Friderichsheins Volkspark fri for blade, så man må håbe at de hyggede sig med det.
Jeg ville hygge mig hvis jeg havde en sydvester-hat. Sådan en rød én á la den Ander And har, med en lang skygge der går ned i nakken. Jeg bliver jo alt for våd i hovedet når jeg pisker ned af bakken og ind til mitte. Det går jo ikke. Det ødelægger mit HÅR!
Men alligevel; Velkommen efterår! Jeg er spændt på at se hvordan du vil udfolde dig her i Berlin. Forhåbentlig ikke med nær så meget regn som derhjemme, om jeg må be’ – sydvester-hat eller ej.

Det kommer vel ikke som nogen overraskelse...eller?

Når nu vi taler om bøger. Her er en lille interessant statistik over mine læsevaner. Jeg er som førnævnt begyndt at føre dagbog. Eller rettere en Læsedagbog; ”Den lille røde”, hvori jeg er begyndt at nedskrive alle mine læste bøger, med titel, forfatter, dato og sideantal.
Jeg startede den 23 juli og i dag er det den 23 oktober. Det giver altså en periode på præcis 3 måneder – og dermed en god anledning til at føre statistik i.
I den periode har jeg læst 32 bøger, eller i alt 11.249 sider.

Beat me!

Addicted to books

Uhmm jeg har lige købt to nye bøger af en af mine ynglingsforfatterere. Tricksters Choise og Trickster’s Queen af Tamora Pierce.
Jeg tror jeg vil læse et kapitel af gangen, drikke te og rigtig nyde det. Jo længere jeg kan nyde dem jo bedre. Måske kan jeg få de to bøger til at vare længe – mindst en uge i hvert fald. Jeg skal ligge om aftenen og læse et kapitel, måske to, og så lægge mig til at sove, med den frydefulde forventning om endnu en dag og endnu et kapitel. På den måde ville jeg kunne strække sådan en bog længe…
Quatsj – hvem tror jeg, at jeg narrer! Jeg kommer til at kaste mig over dem og sluge dem i to mundfulde! Nu da de er på engelsk, vil de måske nok vare en anelse længere, men det vil ikke tage mig mere end 2 dage at læse dem. Maksimum!
Det er egentlig lidt trist. Det behager mig slet ikke. Hvorfor kan jeg ikke nøjes med at læse et kapitel eller to om aftenen som andre almindelige folk gør det. Hvorfor kan jeg ikke slippe sådan en bog, når først jeg er gået i gang? Det er som om den klistrer sig uløseligt fast til mine hænder, og det er kun hvis jeg har absolut uudsættelige aftaler, at jeg kan lægge en god bog fra mig igen. Dét der med at købe ind, gøre rent, lave mad – ja selv toiletbesøg – bliver kun udført i yderste nødstilfælde. Dvs. de to første kan godt springes over. Maden kan klares med et par stykker brød og et æble, måske lidt te, hvis jeg ikke er for optaget. Når først jeg er gået i gang med en bog… jeg er fanget. Opslugt. Tabt for omverdenen. Hører ingenting, siger ingenting. Jeg læser!
Det er som et drug – jeg er afhængig, jeg ved det, og jeg har ellers ikke har noget som helst tilovers for afhængighed af nogen art.
Men jeg glæder mig alligevel!

Svar til alle kloge hoveder

Til alle de kloge hoveder og læsere af min blog vil jeg nu afsløre svaret på min lille gåde, da alle de kloge hoveder åbenbart har for travlt til at skrive det åbenlyse svar ned i en kommentar...
Svaret er tada: 24250729!
Gad vide om der ville have været flere gætterier hvis det havde været mit telefonnummer det havde drejet sig om... hmm det er da værd at overveje!
Men altså, Juleaften=24, dagen derpå = 25, den sværeste tabel = 07 (alle ved at 7-tabellen er svær), ganget med sig selv = 7x7 er 49.
Det var da ikke så svært vel?

Halvdelen er da også noget

De to første dage på Uni er gået og jeg har overlevet! Dermed desværre ikke sagt at jeg også har forstået det hele, men måske halvdelen og halvt begyndt er godt fuldendt…eller noget…
Forelæserne er i hvert fald som udgangspunkt flinke og vant til at have med stakkels Erasmusser og deres semesteroverlapninger at gøre, og med tiden begynder jeg vel også at forstå hvad de taler om. Eller altså – jeg forstår jo som sagt ca. halvdelen af ordene. Desværre er det bare den forkerte halvdel. Dvs. alle de lette ord. De svære og betydningsmættede ord…tjaaa. Det er ikke så nemt, men det er heldigvis også bare for sjov.
Indtil videre er det også lykkedes mig at holde mig vågen, selvom det er svært indimellem, for forelæserne opererer ikke med 2 x 45 min. Snarere med 1x halvanden time, hvilket på ingen måde følger de pædagogiske forskrifter.
Mine timer ligger så også meget samlet. Det gode er at jeg har laang weekend – dvs. ingen forelæsninger mandag og fredag. Det dårlige er, at jeg til gengæld har 4 timer i stræk tirsdag (fra 14-18 ja tak), men hele 6 timer både onsdag og torsdag. Så det er jo meget sjovt.
Fredag skal jeg spille tennis og tirsdag formiddag skal jeg skøjte – hurra:-) Mandag skal jeg på sprogskole fra 12-16, så dér røg den laange weekend, nu er det kun lang weekend, men stadig til studentertider.
Det var mit skema som det ser ud indtil videre – nu er jeg spændt på hvordan de næste 6 timer forløber i morgen!

Gæt et telefonnummer

Her er en lille gåde til alle de kloge læsere af min blog:
Hvilket telefonnummer er dette her:

”Juleaftendagenderpådensværestetalbelgangetmedsigselv”…

Tjaa det er i hvert fald den bedste remse jeg til dato har hørt til at huske et telefonnummer!

Min første skoledag

I morgen skal jeg have min første forelæsning på uni, og jeg har det som en 7-års skolepige, der skal i skole for første gang! Jeg er kort sagt nervøs. Tænk hvis jeg ikke kan finde lokalet. Tænk hvis jeg skulle have læst noget inden. Tænk hvis jeg ikke forstår et klap! Tænk hvis…
Det gør det ligesom heller ikke bedre at jeg bliver nødt til at overtale hver enkelt professor til at give mig lov til at tage min eksamen 3 uger før alle andre, så jeg kan starte semestret i Danmark d. 1 februar!

Puhaa, det skal nok blive sjovt hva!

Feltstudier i Øjenkontakt

Når jeg går på gaden sker det tit at jeg får øjenkontakt – især med mænd hehe. Det interessante er, at man kan time det ganske nøjagtigt.
Først tjekker man selvfølgelig hinanden ud – det sker ca. på 10 meters afstand. Og det gode er, at der er man så langt fra hinanden, at det ikke bliver for synligt. Ergo kan man bare ignorere vedkommende, hvis han ikke tiltaler én.
Ønsker man derimod øjenkontakt skal man se op når han er ca. 4 meter fra én – dét er nemlig det tidspunkt han kigger på.
Hvis ikke jeg ønsker øjenkontakt ser jeg først på ham når han er en halvanden meter fra mig – hvis jeg ikke har fanget hans øjne inden, ser han nemlig ligeud i luften på det tidspunkt.
Hvis man har fået øjenkontakt inden han kommer så tæt på, kan man få en meget tæt nær-øjenkontakts-oplevelse når man passerer hinanden – og så kan man kun håbe at man har tjekket ham godt nok ud, og at han nu også er sød…;-)
Tja øjenkontakt og kærlighedens videnskab…et interessant emne at gøre feltstudier i.

Ulykkelig kærlighed

Nu har jeg så læst min første Danielle Steel bog. På tysk selvfølgelig. Og den handlede om heste. Og om kærlighed. Og om ulykkelig kærlighed. Og den var egentlig ikke særlig godt skrevet, hvilket jeg godt vidste på forhånd.
Alligevel...
Alligevel brugte jeg 6 stive timer i træk på kun at læse. Og da jeg var så dum først at starte kl. 23, tja så var jeg først færdig kl. 5. Eller 5.09 for at være helt præcis, hvilket selvfølgelig resulterede i hovedpine, tunge øjenlåg i dag og grim hud – ja jeg har mildest talt ikke fået min skønhedssøvn. Hvorfor gør jeg dog sådan noget! Når det nu ikke engang var en god bog! Selv på tysk kunne jeg gennemskue at den var dårligt skrevet, hvilket dog gør mig ret fornøjet. Men derudover må jeg indrømme at jeg nød at svælge i en kærlighedshistorie. Jeg vil også være verliebt – om ikke andet så bare opleve lidt ulykkelig kærlighed – tror jeg.
Selvom det var en dårlig bog, så var der i det mindste lækre cowboys og masser af stormfulde følelser, forbuden kærlighed og ulykkelig sorg. Det er mere end man kan sige om mit liv lige nu. OK – jeg klager ikke. Ikke sådan rigtigt i hvert fald, men kunne der for himlens skyld ikke dukke nogle søde mænd op. Eller bare én! Er det så meget at forlange? Når jeg nu er den jeg er, og er der hvor jeg er? Skulle det så være så umuligt måske? Nej vel – det tænkte jeg nok. Så HALLO! Kom hit!

Har jeg talent?

Lad os starte med at slå fast at jeg godt kan lide at sy. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Og det sker heldigvis også at jeg indimellem bliver rost for mine frembringelser.
Hvad folk ikke ved, er hvor lang tid jeg egentlig bruger på at sy sådan et stykke tøj. Spørgsmålet er så, om jeg egentlig har talent? Er jeg egentlig god til at sy?
Spørgsmålet forekommer mig aktuelt fordi jeg i går sad og bruge 6 timer på at sy en nederdel! Da jeg næsten var færdig, gik det op for mig at jeg på det tidspunkt endnu ikke havde lavet nogen fejl. Ikke noget med klippe linningen forkert, ingen omvendte sømme og altså ikke noget optrævleri. Jeg må være blevet bedre, tænkte jeg. Men på den anden side – hvorfor hulen har det så taget mig 6 timer at sy møget?
Umiddelbart syede jeg derefter linningen fast – og begik en fejl. Typisk! Så blev jeg nødt til at trævle op igen.
Det næste spørgsmål er, hvorfor jeg overhovedet gider at sy?
Ofte ser jeg en fed nederdel eller en lækker bluse, men som jeg finder for dyr. Det kan jeg gøre billigere selv, tænker jeg, og så maser jeg ud i byen for at finde noget lignende stof. Det grønne uldstof som jeg har købt i dette tilfælde var superbilligt, så jeg gav i alt kun omkring 150 kr. Men hvis det tager mig 6 timer at sy en nederdel, og jeg skulle have en almindelig mindsteløn for det, kan det jo egentlig bedre betale sig at gå ud og købe den dér fede nederdel til 500 kr. i stedet. Ja, jeg vilde oven i købet spare penge – så at sige. Men hvis man siger at det kræver 10% talent og 90% hårdt arbejde at blive rigtig god til noget – tja så er jeg måske egentlig god til at sy… og ikke at forglemme: ”es macht mir Spaß”!

Hallihallo

Ja jeg ville bare lige deklamere, at jeg nu har fået internet herhjemme. Ikke et rigtigt et - så'dn med ADSL og sådan noget bevarres, men modem...
Tja det er jo ikke så imponerende heller ikke i betragtning af hvor lang tid det har taget mig at komme bare så langt (eller kort) men nu behøver jeg i hvert fald ikke at styrte ned til en internetcafe, hver gang jeg vil på nettet. Så venner; Hæng fast, for nu kommer der indlæg væltende!
(tror jeg nok)

Sladder om venner og bekendte

Jeg vil nu benytte min blogs relative anonymitet til at sladre lidt om mine venner og bekendte i Berlin. Så her kommer en oversigt over min ganske omgangs- og bekendtskabskreds:

Først og fremmest er der selvfølgelig Anne og Rachel, henholdsvis dansk og fransk.
Anne læser Biofysik og er lige så gammel (nej lidt ældre hehe) end mig, og har studeret ligeså længe. Vi snakker rigtig godt, og rigtig meget sammen, og ses i det hele taget tit. Hun har en kæreste i DK, bor i Kreuzberg i en stor WG (bofællesskab) og bliver her også kun et semester.

Rachel læser medicin og er 21. Hun har et stort sort proptrækkerkrøllet hår, så hun er nem at genkende på gaden. Hun smiler altid meget og snakker konsekvent altid tysk, hvilket både Anne og jeg er meget imponerede over. Rachel er lige blevet kæreste med Wout - en hollansk fyr, fra mit sproghold. Hun bor i Charlottenburg, - den stik modsatte retning af mig og skal være her et år.

Så er der Frans – en ægte tysker og som jeg før har skrevet lidt om. Han læser kunsthistorie og er snart færdig. Han har en skøn lidt lapset tøjstil og taler langsom og tydeligt. Til hans store fordel skal det siges, at han mener at jeg taler godt tysk. Ja, han er sød. Han inviterede mig for et par uger siden til Art Messe, hvilket var rigtig sjovt. Jeg har ikke set ham så meget, men det skal der også gøres noget ved!
Marianne er også dansk og sådan en lille, vims, blond pige og total stilig. Hun læser Medievidenskab, har også en kæreste i Danmark og er vel 24. Jeg har ikke set hende så meget de sidste uger, men hun bor lige i nærheden, så vi skal nok på cafe sammen snart.
Kenneth er også dansk, bor også i nærheden og læser filosofi. Han har rødligt hår, snart færdig med studierne og meget hyggelig.
Nå ja og så er det Mafioso’en; Lorenzo og Stefano. Lorenzo er vel også 23-24 og Stefano nok 25-26 år. Lorenzo er lille med briller og kort krøllet mørkebrunt hår. Stefano er lidt højere, måske knap så høj som mig, og har langt mørkebrunt hår i en hestehale. Lorenzo bor et par gader fra mig, og jeg har jo en middagsinvitation, men jeg aner ikke hvor meget jeg kommer til at se dem mere… ærgeligt, for de er ellers meget hyggelige.
Så er der trioen fra mit sproghold; Wout, Einar og Remy. Henholdsvis hollandsk, islandsk og schweizisk. Tre lidt nørdede fyre, total flinke og altid friske på at drikke øl. Dem kommer jeg nok også til at se lidt mere til, specielt da Wout og Rachel er blevet kærester.
Fra Historie på Uni har jeg så lige mødt Alex, Simon, Mathias, Lena, Sofia og en pige til som jeg ikke lige kan huske hvad hedder, men hun kommer fra Karkarstan.
Alex er Erasmus-student fra Tjekkiet, total god til tysk og skal skrive speciale hernede.
Simon læser på 3.år, er en ægte berliner og 22år. Mørk, lidt halvlangt hår, og et meget sødt udseende. (Nå ja, han har også rost mig for mit tyske – hvilket jo taler til hans fordel!!!)
Mathias er en blåøjet, lys og også meget sød udseende tysk fyr. Han er også lige startet på Uni, så jeg turde slet ikke spørge hvor gammel han var.
(Til de nysgerrige: Mathias og Simon er to ejegode, men lidt for søde fyre, til at være rigtig sexede – desværre, så altså; ikke noget dér.)
Lena er en tysk pige, der lige har boet et år på Bornholm og arbejdet i deres middelaldercenter, så hun taler dansk. Totalt fedt. Hun er nu også lige startet på uni og er vel 19 år, og virkelig ikke særlig høj.
Både Sofia og den karkastanske pige, er to høje, meget søde og imødekommende piger, og meget mere ved jeg ikke, hehe. Jeg fik ikke snakket så meget med dem, men vi hilser da stadig.
Så er der selvfølgelig mine to medbeboere; Sigrid og Kuhromi.
Sigrid ejer lejligheden, er 33 og egentlig halv fransk, halv tysk. Hun er sanger og skuespiller, men underviser også i engelsk og fransk. Hun er sådan en rigtig sød, men også lidt stille type. Hun er noget højere end mig, med et meget tykt lysebrunt hår og blå øjne. Mere lærerindeagtig end skuespiller-agtig, men virkelig sød. Hun synger franske ”liedere”.
Kuhromi er japaner, 28 år og også sanger. Hun synger vist klassisk. Hun er lille, frisk og meget sød. Hun arbejder på en restaurant om aftnen så det er ikke meget vi får sets, men vi har snakket om at spille tennis sammen. De har begge to kærester, men det er ikke meget de kommer i lejligheden, hvilket er godt nok, for køkkenet er ikke vildt stort og der er temmelig lydt, haha.

Tjaa jeg tror det var status indtil videre. Jeg har så ikke nævnt alle dem fra sprogholdet, for dem forventer jeg ikke at komme til at tale så meget mere med, selvom de alle var meget flinke.

Kneiper og Kater

Man kunne synes at jeg skulle til at skrive lidt på bloggen igen, så det vil jeg så forsøge på. Det underlige er, at selvom grunden til at jeg ikke har skrevet, er, at jeg har haft for travlt med alt muligt andet, så kan jeg ikke finde ud af hvad jeg skal skrive nu. Der burde ellers være oplevelser nok at berette om, men måske er det fordi det er så længe siden. Jo længere tid jeg ikke har skrevet, jo sværere bliver det. Omvendt jo mere jeg får skrevet, jo mere tuner min hjerne sig ind på det og det vælder frem med ideer på cykelstien, i supermarkedet og andre tankeløskrævende steder.

Nå ja jeg kan jo starte med vejret. Det er altid sådan et godt smalltalk-emne og jo super interessant at læse om…. Vejret er godt. Hmmm ja mere er der faktisk ikke at sige om det. Vejret her i Berlin er tilsyneladende altid godt! Det skal man jo ikke klage over, så det undlader jeg. Nøjes med at notere mig det, og nyde det i så vid udstrækning som muligt. Kulden er taget lidt til. Bladene er begyndt at falde af træerne og solen skinner. Det var så det. Hvad mere…

Hm jo, universitetet er så småt begyndt med introuge for alle de nye, kneipetur og kater-morgenmad. En kneipe er som derhjemme en knejpe/en bar/ et værtshus/ en cafe osv. Kort sagt – et sted hvor man kan drikke. Kater betyder tømmermænd. Kater-morgenmad… nåja dummere er I vel heller ikke. Selve kneipe-turen – eller rettere ”socialstudierne i inderbyen” – var ikke vildt ophidsende og jeg tilegnede mig ikke megen ”Kater”. De fleste forsvandt desværre til Friderichshein, så vi var en lille gruppe der blev efterladt i Mitte. Jeg vilde egentlig gerne have været med, men alle dem jeg havde talt med på det tidspunkt blev, så så blev jeg også.
Kater-morgenmaden og dagen i går forløb stille og fredeligt og jeg fik skaffet mig et par telefonnumre mere til samlingen. Den ene tysker og den anden en tjekkisk Erasmus-student. Fint nok. Begge to meget søde – og begge af hankøn af en eller anden grund. Det er ligesom om, at det er fyrene der er mest interesserede i at tale med en ung (nåja så ung er jeg heller ikke i forhold til de andre), hjælpeløs(og nåja, så hjælpeløs…) og håbefuld (dét er jeg!) Erasmus-student. Sjovt hva’.

Og for nu at filosofere lidt over det med alder… Jeg er begyndt at føle mig gammel med mine 23 år. Det lyder lidt skørt ikke, men det er så mange der er mindst 2-3 år yngre end mig – jeg mener, de er på alder med min lillesøster. Og selvom hun er et aldeles dejligt og fornuftigt menneske, så kan jeg ikke lade være med at føle mig gammel i forhold til alle de der små (undeskyld søs) mennesker. Jeg sidder der og taler hyggeligt med en eller anden, kommer med de obligatoriske spørgsmål til studierne, som også inkluderer et spørgsmål om hvor mange semester man har studeret, og så kommer det; ”Jeg er lige startet! Det er mit første semester” – og jeg indser at jeg er på mit niende semester… og føler mig gammel. Men også klogere, HA! Jeg véd, at jeg er blevet mere snobbet af at gå på Uni - jeg tror det er en arbejdsskade – og når folk fortæller at de går på 1.semester, tænker jeg ”Nååå pus, hvor sødt” og føler mig vældig klog og …gammel. Det er sgu trist og jeg vil slet ikke tænke på hvordan det går når jeg bliver 25. Tænk en gammel, bedrevidende, færdiguddannet kone jeg kommer til at blive…men så er alle mine veninder i Danmark stadig ældre end mig og også færdige med Uni, hehe. Tak tøser! Så kan vi gå der og bekræfte hinanden i hvor kloge vi er, og jeg kan blive bekræftet i, at jeg stadig er yngst, thihi fnis;-)

Venner med den italienske mafia...

På sprogskolen går der temmelig mange italienere, og af en eller anden grund kender de alle sammen hinanden. Så godt, at jeg er begyndt at spekulere på, om det måske drejer sig om en eller anden hemmelig mafia der er begyndt at infiltrere Berlin. Med store armbevægelser, Ciao og kindkys hilser de hinanden hvor de træffes.
Én af dem har af en eller anden grund kastet sin kærlighed på mig. ”Ciao Signe! Wie geht’s?“ hilser han hver gang han ser mig, og efter en aften på café sammen med den ham og resten af den ganske mafia, står den naturligvis nu også på kindkys. Meget hyggeligt, meget italiensk, og … meget udansk på en eller anden måde. Jeg kan ikke helt vænne mig til det, men ganske godt lide det – egentlig. Han hedder oven i købet Lorenzo! Og det skal siges med rullende R og syngende tonefald; [LorrreenzO] Det er ægte italiensk! Han er ikke så høj, men så taler han til gengæld højt. Slår stort ud med armene og smiler. Han hævder hårdnakket, at han ikke kan tale tysk, og det kan han egentlig heller ikke, men hilser alligevel hver gang med dette ”Wie Geth’s”, forsøger sig lidt på tysk og slår så alligevel over i rablende engelsk.
Nå ja og så har jeg en stående middagsinvitation hos ham. Han har lovet at lave ægte italiensk mad til mig, og han skulle efter eget udsagn være god til det! Jeg kan egentlig ret godt lide sådan nogle italienere!

I dag er en god dag! Der stod nemlig en kæmpestor pakke til mig da jeg trådte ind af døren. Den var fra min mor og min tennisketsjer var i. Det var superlækkert, og det var ikke det eneste. Nede i bunden lå nemlig også en lille overraskelse fra min egen mor; en pakke chokolade fra Kolibri – den bedste chokoladebutik i københavnsområdet. Uhmmm! Den vil jeg nyde til en kop te og en god bog. Se, det var en dejlig hilsen hjemmefra og får mig næsten til at længes hjem. Men kun kort. I stedet vil jeg nyde at jeg har sådan en sød familie.