Man skal huske at sige tak

Jeg har fået fortalt, at hvis man ikke kan finde en ting – nøgler feks. – altså virkelig ikke kan finde dimsen, så skal man højt bede sin skytsengel om hjælp. Javist. Din skytsengel. Og bagefter skal man huske at sige tak.
Ham, der fortalte mig det, havde selv prøvet det trick flere gange og hans kammerat bevidnede det heftigt. Der var f.eks. historien om en båndrulle på en halv meter i diameter, altså ikke nogen lille ting, der pludselig var væk. Den var væk i flere uger, selvom hele kontoret blev ledt igennem. Han endte med at gå lidt for sig og højt bede sin skytsengel om hjælp til at finde båndrullen, hvorefter han gik hen og satte sig ved sit skrivebord og fik øje på den i hjørnet. Lyder det skørt?
Jeg har nu også selv prøvet det. Sidste gang var det her i Berlin, hvor jeg pludselig ikke kunne finde mine nøgler og jeg sværger på, at jeg ledte alt igennem. Endelig bad jeg højt min skytsengel om hjælp, og se! Der gik ikke 30 sekunder, så havde jeg fundet dem!
Jeg kan ligeså godt indrømme det med det samme; Jeg tror på skytsengle.
Jeg tror på at jeg har en, og at han/hun passer på mig. Hvilket held, hvilken lykke. Det er også nogle gange temmelig nødvendigt at jeg har en skytsengel, for indimellem sker der ting som meget nemt kunne være gået helt galt. Grueligt galt. Men som uden forklaring går godt alligevel. Som nu her i går f.eks.
Jeg købte mig en brugt cykel her i Berlin, men den var grim og gul, så da jeg fandt noget akrylspray til en euro, besluttede jeg mig for at male den blå. Desværre havde jeg lidt travlt, og jeg stod også ude i den fælles gård, hvor der kom alt for mange kommenterende tyskere forbi, til at jeg følte mig rigtig veltilpas. Faktisk blev jeg lidt febrilsk, for jeg kan ikke fordrage at stå alene og lave noget unormalt. Noget som jeg ikke er helt sikker på, nu også er i orden – som f.eks. at spraymale sin cykel i fællesgården. Derfor gav jeg mig ikke tid til at se rigtig på brugsanvisningen. Noterede mig bare at spraydåsen ikke virkede, men at man øjensynligt skulle stikke noget spidst ned i toppen. Jeg gik op, fandt et søm, bøjede mig over dåsen og stak det ned i toppen. (Far, læs ikke det her!) Og her er det så, at min skytsengel kommer ind i billedet. For hvad sker der andet, end at jeg får en stråle af blå akrylmaling lige i hovedet! Dét kunne min skytsengel ikke forhindre, for jeg tror ikke der er meget at stille op mod stupiditet, men utroligt nok fik jeg ikke noget af spraymalingen i øjnene! Heldig- heldigvis! Nogle kalder det held, nogle vil måske kalde det reflekser. Jeg tror på min skytsengel!
Man skal huske at sige tak.