Alene i Berlin

Tænk at man kan være alene blandt 3.5 mill andre mennesker! I dag har jeg ikke desto mindre været rigtig alene. Bevares jeg var også alene i går og i forgårs, men det er først i dag jeg har været ægte alene.
Jeg har f.eks. været alene ude og spise og alene på café og drikke kaffe latte. Ja just for det record – Kaffe latte hedder ”kaffe machiato” eller noget i den stil på tysk. Det andet kender de ikke.
Endnu mere ægte alene har jeg følt mig, ved ikke at have min mobil som støttepædagog. Det er ellers et sikkert trick at sidde og fumle med den, hvis man er alene. Så signalerer man ligesom, at godt nok er jeg er ikke med andre, men jeg HAR venner.

Jeg har ingen venner (her) så jeg har til gengæld betragtet de andre og der er virkelig ikke mange der bare er alene, uden mål og retning. Enten er de på vej hen et sted (og så er man ikke rigtig alene) eller også taler de i telefon eller skriver sms’er, hvis ikke de er direkte fysisk sammen med andre. Lidt sjovt at se. Måske er det anbefalelsesværdigt at prøve at være helt alene, jeg ved det ikke helt, men det sætter da nogle tanker i gang. Jeg ved ikke hvordan andre har det, men for mig er det første gang jeg er helt alene i storbyen og jeg føler allerede at Palle kunne være mit mellemnavn.

Måske har jeg følt mig så alene i dag, fordi jeg begik adskillige febrilske fejl. F.eks. det med at bestille en smothie med grapesaft i, selvom jeg aldeles ikke kan lide grapefrugt, bare fordi jeg syntes at jeg ville virke overlegen og selvsikker, og derfor ikke kunne bruge mere end 4 sekunder på at bestemme mig. Eller det med at forsøge at spise en suppe m nudler og andre ting, og så slubre det hele ud over mig selv, for åbne panoramavinduer på en cafe hvor alle virkelig kigger. Eller det med at gå på cafe og så gå IND og bestille selv – og oven i købet en kaffe latte! Der blev jeg også pænt korrigeret, med besked om at gå ud og sætte mig. Så ville de komme ud og tage imod bestilling. Det gjorde de så, med en overbærende forklaring på forskellen mellem en kaffe machiato og en kaffe med mælk… hmm men så ved jeg da det. Og jeg har ellers gået og taget mod til mig de sidste to dage til at gå ind på den café – ikke uden grund altså..
Jeg har opdaget, at en ”sjov” indvirkning al dette ”aleneri” har på mig, er at jeg er blevet super overfølsom overfor at blive kigget ud. Jeg føler mig i den grad pinligt berørt, hvis jeg opdager at nogle ser på mig – især hvis det er fyre. På en eller anden måde føler jeg mig meget mere sårbar. Jeg har det som om at det skriger til himlen at jeg er alene, og at jeg af den grund indbyder til kontakt, hvorfor jeg undgår enhver form for øjenkontakt og kontakt i det hele taget. Dette giver en del problemer, når man sidder mast sammen i U-banen og uden andet at se på end de andre mennesker. Det er faktisk lige før at jeg føler mig en smule paranoid, og det er heller ikke just den bedste måde at skabe kontakt på vel? Og jeg ville jo gerne have nogle venner…