Et forsinket fredag-lørdagsresume

Det er ligesom om, at når jeg oplever rigtig meget, så kan jeg slet ikke rumme at skrive et indlæg om det. Jo – hvis jeg kunne gøre det LIGE når det var sket, så ville det være noget andet, for der er jeg så fuld af inspiration at jeg er lige ved at koge over. Men som regel kommer jeg jo ikke lige direkte hjem og skriver. Det er som regel blevet for sent eller noget andet.
Nå men. Nu vil jeg alligevel gøre et forsøg på at beskrive min weekend. Den var nemlig interessant! Anne og jeg var nemlig til teaterfestival!
(Dette er for øvrigt også et indlæg til mig selv, så jeg kan huske hvad der er sket. Jeg svarer derfor ikke for længde eller indforståethed;-)
Nå, men det var altså denne her teaterfestival. ”100grad” hed den, og det var Sigrid der havde fortalt om den. Hun skulle spille med i et stykke af Arthur Miller og ville høre om jeg kom. Anne og jeg blev enige om at det måske kunne være meget sjovt, især hvis det blev kombineret med en gang sushi!
Vi troppede altså op. Købte et dagskort for 10 euro og fik et program. Alle stykkerne varede max en time hver, så vi satte os med en kop kaffe, inden vi skulle se Sigrid, og studerede programmet intensivt. Selvfølgelig så intensivt, at vi var ved at komme for sent! Vi kom derfor temmelig meget styrtende, men nåede lige ind i salen. 4 mennesker valsede rundt bag en kulisse. Tjek! Det havde Sigrid også sagt. Én efter én kom de ud. Men det var ligesom om….
Jeg har fortalt om den gang jeg fór vild i en biograf ikk’. Nå, men nu har jeg så også prøvet at fare vild i et teater! Sigrid fik vi ikke set, for det var det forkerte stykke, men nok temmelig meget sjovere end et Arthur Miller-tale-stykke. Snak var der ikke meget af her, og det der var, var på fransk, så vi forstod nok ligeså meget som de andre.
Det var et temmelig sort stykke, der fabulerede over det ”at vente”. Det kan jo ikke beskrives, og slet ikke kort, men der var lystige scener, som bl.a. den hvor de to mænd i jakkesæt og med hænderne i lommen spillede den mest avancerede ”stol-på-mig-og-lad-dig-falde”-leg jeg nogensinde har set. Det var helt vildt. Meget godt koreograferet og ægte sjovt.
En dame med blå pufkjole og røde sko, fik manøvret sig ind i denne her firkantede posetaske, så hun blev til en levende taske med røde sko. Den dansede en lille dans og gjorde ting, og det var vanvittigt morsomt.
Herefter gik vi ud og spiste sushi i en lille biks på Hackenscher Markt, hvor vi har været en del gange efterhånden. Godt og billigt! Det styrkede os sådan at vi fik kræfter til tre stykker mere. Jeg har imidlertid ikke kræfter til at beskrive dem indgående, men lad os bare sige at det næste var sort-sort. To damer i sort, der snakkede. Det var ikke så spændende. Det handlede om to tjenestepiger der ville myrde ”nådig-fruen”, først som ritual, derefter blev det virkelighed. Men den ene ”kom til” at myrde sig selv og så sluttede det heldigvis. Sådan kan det gå, men mærkeligt var det.
Det tredje stykke var noget impro-teater og uden titel. Den første del var ret meningsløs, men egentlig ok-morsom. Den anden del var bare sort og mærkelig og egentlig ikke godt. Jeg mener, det er jo egentlig ingen kunst at lave noget der er komplet uforståeligt! Det er en kunst at lave et abstrakt stykke om en konkret tematik. Det formåede de altså ikke.
Det sidste stykke var til gengæld rigtig godt. Tre meget unge skuespillere fra London spillede, sang og gjorde underlige ting. Det var også et sort stykke uden en egentlig historie, men der var mange sjove monologer eller samtaler. Og så havde de en herlige accent! Det opvejede næsten at det var en halv time for langt;-)
Jeg kom egentlig alt for sent hjem, for lørdag skulle vi læse på bib fra tidlig morgen, men det var en supersjov aften. Jeg kan blive helt høj af at prøve den slags ”nye” ting!

Vi KOM dog ind på biblioteket da det åbnede, så der sad vi. Fra 11-18 langt ude på en pløjemark. Der skulle have været en kantine, men den havde de ikke penge til at bygge, så nu ligger der bare en mark der hvor den skulle have været. Men vi var flittige, og bagefter tog vi hjem til Anne, og tænk! Der sad hendes bofælle og lavede hjemmelavet sushi sammen med en ven. Så spiste vi alle sammen sushi (igen igen) og bagefter så vi Monsters Ink. Det var SÅ godt! Men nu er jeg da næsten også blevet til en halv fisk selv af alt den sushi. Kald mig bare Ariel;-)