onsdag, februar 01, 2006

5 måneder!

Tid er noget mærkeligt noget.
Jeg har været her i Berlin i 5 måneder i dag og det er gået kolossalt hurtigt! Til gengæld slææææber tiden sig af sted i disse uger. 1 dag føles som en uge, og en uge føles som et år. Dvs. at mine eksamener er overstået om halvandet år, og jeg skal på skiferie om to år – hjæælp der er længe til!!!
Jeg ønsker ikke at leve mit liv sådan, men jeg må indrømme at her de sidste dage, har jeg hver aften tænkt: ”Godt, så fik jeg endnu en dag overstået”. Lidt trist, for livet er jo ikke noget der skal overstås, men denne periode føles lidt sådan.
Jeg har på en eller anden måde fået smidt mig selv ned i et stort eksamenshul og glemt at livet også skal være lidt sjovt, og at man for øvrigt ikke kan læse hele tiden. Og Anne har været i Danmark en uges tid, Frans har været optaget af at flytte osv. og Marianne har pludselig også opdaget, at hun har eksamener og hun skal desuden tilbage til DK 1. marts – lidt mod forventning. Rachel er den mest aktive pige jeg kender, men også den der er hårdest ramt af eksamener, så hun har SLET ikke tid. Og – nåja, som jeg har brokket mig over tidligere – Danmark er tilsyneladende også blevet lukket ned. Jeg føler mig noget ene!:-(
Men gudskelov begynder der at ske lidt sjov i gaden nu her. Og snart, snart, snart skal jeg på skiferie med familien! *Wusch wusch*– jeg glæder mig! Og når skiferien er slut, får jeg besøg fra Danmark (forhåbentlig), og tænk, så skal jeg på skiferie igen med schweizerne her fra Berlin. Og så skal jeg faktisk til Danmark en måned. Så det lysner da!

Og det er måske netop dét der har været problemet. Det lysner faktisk så meget, at det har forekommet mig helt mørkt lige nu og her. Forventningens glæde ja tak! Men der var nogle der glemte at sige, at den også kan tage lidt af glansen fra nuet.
Men det skal der laves om på!
Jeg bestiller hermed en bøtte guld til at forgylde mit NU lidt.

Mange tak - Jeg starter med sushi og et par gode venner:-D