Fyre i skraldespanden
Mine nytårsfortsætter for i år, har muligvis ikke været de mest interessante og opfindsomme. De har mestendels været praktisk funderet. Men én ting er jeg nu i gang med som ikke er helt i samme kategori. Det har selvfølgelig med fyrerne at gøre. Jeg overvejede om man kunne lave et nytårsfortsæt der hed noget i stil med "at finde manden i mit liv", men nu er den slags jo ikke noget man kan gøre fortsætteligt, og altså derfor heller ikke gøre det til et nytårsfortsæt. I stedet er jeg gået i den modsatte grøft; Jeg rydder op!
Jeg har besluttet mig for at slette ethvert spor af uinteressante, uinteresserede eller på anden måde "outdatede" fyre. Og det gælder både telefonnummer, e-mails, adresser osv.
Foreløbig har jeg fået slettet tre - næ fire fyre fra telefonlisterne. Og jeg finder nok et par stykker mere.
Det var fyre der var interessante engang. Fyre som jeg havde lidt i baghånden. Den slags hvor man tænker; "Nå ja, måske en dag. Måske når jeg får tid. Måske ringer jeg igen. Måske ringer han."
Men nej. Jeg starter på ny nu. UD med alle overfladiske flirt-venskaber, af den slags som alligevel ikke er rigtige venskaber og som heller aldrig bliver til rigtige forhold.
Det er et nyt år. En ny Signe. Og tid til en ny fyr. Den RIGTIGE

0 Comments:
Send en kommentar
<< Home