Et lidenskabeligt blik til brødet

Da jeg kom ud fra supermarkedet i storcentret, drønsulten og fuldt belæsset med udsigt til en gåtur hjem, med alt for meget mel og mælk i bæreposen, strækker jeg lige hals engang og kigger. Jeg skulle nemlig lige tjekke bageren ud. Ikke ekspedienten, men brødet. Brødet var desværre udsolgt og bageren optaget, men det var den mandlige kunde tilsyneladende ikke.
Jeg kan godt blive lidt i tvivl, men jeg mener ikke, at jeg sendte brødet noget specielt lidenskabelig blik – højst lidt noterende. Men denne mandlige kunde kigger tilbage og smiler. Og han blev ved!
Han var vel midt i trediverne (mindst), havde slidte cowboybukser og langt hår (sig HVORNÅR lærer de at det ikke er pænt). Definitivt ikke min type.
Først smilede jeg høfligt igen. Han blev ved med at kigge og smile. Dernæst kiggede jeg mig over skulderen, for at se om der stod nogle dér. Det gjorde der ikke, men det havde tilsyneladende ingen effekt på manden. Til sidst endte jeg med at konkludere, at det måtte være hans 8-årige pigebarn, der rendte rundt foran mig, og det nok var hende han smilede til. Det var det ikke. Han gik nemlig uden. Jeg nåede at komme først ud af butikken, men følte stadig hans øjne i nakken hele vejen. Og ganske rigtigt, da jeg tager rulletrappen op, får jeg igen øjenkontakt. Den bryder jeg. Hvorefter jeg alligevel bliver nysgerrig; ”Kigger han stadig?” Og JA, det må man sige. Han går nemlig næsten baglæns og kigger på mig!
Hvad pokker har jeg lavet? Hvilket blik fik jeg sendt det brød?!?

Hvis jeg kunne få den effekt på fyrene på kommando ville det være hyl. Men dette her var bare mærkeligt.