Venner med den italienske mafia...

På sprogskolen går der temmelig mange italienere, og af en eller anden grund kender de alle sammen hinanden. Så godt, at jeg er begyndt at spekulere på, om det måske drejer sig om en eller anden hemmelig mafia der er begyndt at infiltrere Berlin. Med store armbevægelser, Ciao og kindkys hilser de hinanden hvor de træffes.
Én af dem har af en eller anden grund kastet sin kærlighed på mig. ”Ciao Signe! Wie geht’s?“ hilser han hver gang han ser mig, og efter en aften på café sammen med den ham og resten af den ganske mafia, står den naturligvis nu også på kindkys. Meget hyggeligt, meget italiensk, og … meget udansk på en eller anden måde. Jeg kan ikke helt vænne mig til det, men ganske godt lide det – egentlig. Han hedder oven i købet Lorenzo! Og det skal siges med rullende R og syngende tonefald; [LorrreenzO] Det er ægte italiensk! Han er ikke så høj, men så taler han til gengæld højt. Slår stort ud med armene og smiler. Han hævder hårdnakket, at han ikke kan tale tysk, og det kan han egentlig heller ikke, men hilser alligevel hver gang med dette ”Wie Geth’s”, forsøger sig lidt på tysk og slår så alligevel over i rablende engelsk.
Nå ja og så har jeg en stående middagsinvitation hos ham. Han har lovet at lave ægte italiensk mad til mig, og han skulle efter eget udsagn være god til det! Jeg kan egentlig ret godt lide sådan nogle italienere!